Det er ikke så tit at man glæder sig til mandagens komme, men jeg gør! Uge 1 på nyt-job var lige i øjet og jeg kan slet ikke vente med at lære mere i uge 2. Men der er også en anden, og trist, ting, jeg er nødt til at fortælle om:

Barkas, Gamle Grå, blev aflivet i fredags – altså for en uge siden. Det skete ret akut, da han mistede blod pga. en indre blødning, som stammede fra en rumperet tumor i milten (som jeg godt kendte eksistensen af og godt vidste han kunne dø af). Han blev 12½ år. Jeg begravede ham egenhændigt i fredags (med hjælp fra min far). Ikke alt for sjovt, men det var mindre sjovt at tænke på at han skulle ligge i dyrlægens kølerum og vente på at blive kørt til forbrænding.
Jeg savner ham selvfølgelig og er ked af det, men jeg er også afklaret, for hans alder var høj for sådan en stor hund og han havde det godt til det sidste. Jeg er også glad for at jeg egentlig ikke skulle træffe en beslutning, for selvom man godt kunne have gjort nogle tiltag for at redde ham, så havde det ingen mening givet for en så gammel hund med kræft. Derfor var det klokkeklart at det var det bedste at sige farvel til ham.

Linus så at Barkas var syg sammen morgen inden han blev aflivet. Det har han forståelse for. Og så har vi selvfølgelig snakket om at han nu er væk og død, fordi han var syg og meget gammel. Linus har spurgt en hel masse efter Barkas og har flere gange spurgt mig om jeg ikke skulle ud og hente Barkas (hos mine forældre, har han vel tænkt).
Skæbnens underlige ironi ville så at Gule Fugl døde af sig selv i tirsdags. Hun var 20 år gammel og faldt bare pludseligt om. Linus kunne ikke undgå at se den døde fugl og han var med til at begrave hende i haven. Vi lagde blomster ned til hende, aede hende og sagde farvel. Og så kunne jeg fortælle ham at det samme var sket med Barkas – og hvor han ligger begravet henne. Det hjalp ham til at forstå hvad der var sket med Barkas og nu spørger han ikke længere om jeg skal hente Barkas, men siger bare at Gule Fugl og Barkas er døde og ligger i jorden.

Tja, jeg ved ikke hvordan man bedst tackler sådan noget med død og begravelse med en ikke engang 2½-årig, men jeg er ikke typen der har lyst til at finde på alle mulige ting om at de sidder oppe i himlen osv. Ikke at jeg mener det er en dårlig idé at sige sådan, men blot at Anton og jeg nok mere er til at kalde tingene ved det rigtige navn.
Jeg skal have lavet et fotoalbum med hele Barkas´ liv, så jeg (og Linus) kan mindes ham rigtig godt. Jeg var parat til at sige farvel til Barkas og indrømmer også ærligt at mange ting bliver nemmere nu – men givet er det at jeg også har mistet en lille del af mig. Han var min hundeøjesten.